Danskuddannelse

Er du ny i Danmark, har du mulighed for at modtage danskundervisning. Give-Grindsted Uddannelsescenter sikrer, at du får tilbudt den danskuddannelse, som passer bedst til dig – enten DU1, DU2 eller DU3. 

Læs mere om danskuddannelsesniveauerne på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Målgrupper

Danskuddannelse er et tilbud til alle nytilkomne voksne udlændinge, der har opholdstilladelse og fast, lovligt ophold i Danmark. Falder du ikke inden for målgruppen, kontakt os for at få indblik i dine muligheder. 

Kom godt fra start

Før du starter din danskuddannelse hos GGUC, inviterer vi dig til en visitationssamtale for at finde ud af, hvilken af de tre danskuddannelser, der er den rigtige for dig, og på hvilket modul du skal starte. Du kan starte undervisningen umiddelbart herefter. Når du starter hos GGUC, vil du modtage al relevant information og vejledning om din danskuddannelse herunder om den tidsmæssige ramme for din undervisning, om modultest, prøver osv.

Hvor og hvornår?

Du kan lære dansk i GGUCs lokaler i Billund, Give og Grindsted. Vi har undervisning om formiddagen, eftermiddagen og om aftenen. Kontakt en af vores centre for nærmere information.

Brugerbetaling, depositum og klippekort for selvforsørgere på Danskuddannelserne

Som selvforsørgende vil du blive opkrævet en brugerbetaling på 2.000 kr. pr modul. Kommunen dækker fortsat størstedelen af modultaksten. Flygtninge og øvrige integrationsborgere kan stadig lære dansk gratis under danskuddannelsesloven. Betalingen omfatter ét modul på en af de statsautoriserede danskuddannelser med den dertilhørende modultest eller danskprøve, hvis niveau er relateret til den europæiske referenceramme (CEFR).

Depositummet på 1.250 kr. skal betales inden kursusstart. Det fulde depositum vil blive tilbagebetalt efter afsluttet modul eller efter afsluttet danskuddannelse.

Alle selvforsørgende får tildelt et klippekort med et klip til hvert modul. Klippene er tidsbegrænsede:

Tidsperioder

Modul 1: 4 måneder

Modul 2: 5 måneder

Modul 3: 7 måneder

Modul 4: 8 måneder

Modul 5: 9 måneder

Modul 6: 9 måneder

Tilmelding

Kontakt en af vores skoler på nedenstående telefonnumre. Du kan starte umiddelbart efter en visitationssamtale.

”Udtalen på dansk er udfordrende. At lære dansk er svært, men nødvendigt. Det giver selvtillid når man kan snakke dansk. Undervisningen er tilpasset til alle, så alle kan være med. Sprogskolen er et sted hvor der skabes venskaber.”

Danijela Ilic-Moraru

Serbien

”Vi har det meget sjovt i timerne. Vi lærer meget om dansk kultur og det dansk arbejdsmarked. Lærerne er dejlige og hjælpsomme. Vi lærer at snakke, skrive, lytte og læse på dansk – det er meget vigtig i forhold til vores fremtid.”

Agnieszka Hansel

Polen

”Vi har et godt samarbejde imellem kammerater og lærere. Det er sjovt, når vi fejrer en der har fødselsdag. Vi synger, spiser kage og får gratis kaffe eller chokolade. Her skabes gode venskaber. Man lærer meget mere end sproget fx kultur, og det hjælper at integrere dig.”

Mercy Christensen

Kenya

”Vi får mange spændende oplysninger om Danmark og danske traditioner. Vi har dejlige lærere. Skolen har en vidunderlig atmosfære, ikke mindst når der undervises.”

Vitaliia Blashchuk

Ukraine