Danskuddannelse

Er du ny i Danmark, har du mulighed for at modtage danskundervisning. Give-Grindsted Uddannelsescenter sikrer, at du får tilbudt den danskuddannelse, som passer bedst til dig – enten DU1, DU2 eller DU3. 

Læs mere om danskuddannelsesniveauerne på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Målgrupper

Danskuddannelse er et tilbud til alle nytilkomne voksne udlændinge, der har opholdstilladelse og fast, lovligt ophold i Danmark. Falder du ikke inden for målgruppen, kontakt os for at få indblik i dine muligheder. 

Kom godt fra start

Før du starter din danskuddannelse hos GGUC, inviterer vi dig til en visitationssamtale for at finde ud af, hvilken af de tre danskuddannelser, der er den rigtige for dig, og på hvilket modul du skal starte. Du kan starte undervisningen umiddelbart herefter. Når du starter hos GGUC, vil du modtage al relevant information og vejledning om din danskuddannelse herunder om den tidsmæssige ramme for din undervisning, om modultest, prøver osv.

Hvor og hvornår?

Du kan lære dansk i GGUCs lokaler i Billund, Give og Grindsted. Vi har undervisning om formiddagen, eftermiddagen og om aftenen. Kontakt en af vores centre for nærmere information.

Depositum og klippekort for selvforsørgere på Danskuddannelserne

Fra 1.Juli 2020 er det igen gratis at deltage i danskundervisning.

Regler for Depositum

Ved deltagelse på Danskuddannelsen skal du betale et depositum på 2.000 kr., hvis du er selvforsørger (gælder dog ikke for au-pair).

Tilbagebetaling af depositum

Det fulde depositum refunderes, når du gennemfører modulerne med en test inden for klippekortets tidsgrænser (se nedenunder), eller når du består den afsluttende eksamen.

  • Hvis du ikke gennemfører modulet indenfor klippekortets tidsgrænser, mister du hele dit depositum, og du skal betale et nyt depositum, hvis du vil starte i skolen igen.
  • Det samme gælder, hvis du stopper midt på et modul eller beslutter ikke at tage/dumper din afsluttende prøve.


Klippekort

Alle selvforsørgende får tildelt et klippekort med et klip til hvert modul. Klippene er tidsbegrænsede:

Tidsperioder

  • Modul 1: 4 måneder
  • Modul 2: 5 måneder
  • Modul 3: 7 måneder
  • Modul 4: 8 måneder
  • Modul 5: 9 måneder
  • Modul 6: 9 måneder

 

Onlineundervisning

Ønsker du at lære dansk hjemmefra?

Hvis du ønsker at lære dansk, men ikke har mulighed for at deltage i traditionel klasseundervisning, tilbyder vi et vejledt selvstudie, hvor du får tilsendt opgaver, får respons via computer og en gang om måneden får mulighed for at mødes med en underviser. Forløbet omfatter lytning, læsning, skrivning, tale samt grammatik.

Vi forventer at du:

  • er motiveret
  • kan arbejde selvstændigt minimum 3 timer om ugen
  • kan arbejde med computer.
 

Tilmelding

Kontakt en af vores skoler på nedenstående telefonnumre. Du kan starte umiddelbart efter en visitationssamtale.

”Udtalen på dansk er udfordrende. At lære dansk er svært, men nødvendigt. Det giver selvtillid når man kan snakke dansk. Undervisningen er tilpasset til alle, så alle kan være med. Sprogskolen er et sted hvor der skabes venskaber.”

Danijela Ilic-Moraru

Serbien

”Vi har det meget sjovt i timerne. Vi lærer meget om dansk kultur og det dansk arbejdsmarked. Lærerne er dejlige og hjælpsomme. Vi lærer at snakke, skrive, lytte og læse på dansk – det er meget vigtig i forhold til vores fremtid.”

Agnieszka Hansel

Polen

”Vi har et godt samarbejde imellem kammerater og lærere. Det er sjovt, når vi fejrer en der har fødselsdag. Vi synger, spiser kage og får gratis kaffe eller chokolade. Her skabes gode venskaber. Man lærer meget mere end sproget fx kultur, og det hjælper at integrere dig.”

Mercy Christensen

Kenya

”Vi får mange spændende oplysninger om Danmark og danske traditioner. Vi har dejlige lærere. Skolen har en vidunderlig atmosfære, ikke mindst når der undervises.”

Vitaliia Blashchuk

Ukraine